Oliver

var en nem baby, sov meget, spiste meget, men gylpede dog en del. Kristina ville egentlig bare gerne have et generelt tjek af sin baby, da de havde haft go erfaring hermed ved storesøsterens ankomst.

Det første jeg sanser er en noget besværet vejrtrækning hos Oliver. Jeg kan mærke, at brystet er belastet og nervesystemet er stresset. Jeg sanser også en kvælnings-fornemmelse hos ham. Da jeg foreligger mine sansninger omkring vejrtrækning for moren, er hun noget forundret. Det havde hun ikke oplevet hos ham. Til gengæld havde søsteren netop haft et par anfald af bronkitis. Faktisk så voldsomt, at hun var blevet indlagt. De havde alle været med i sygehusforløbet, også Oliver, da han blev ammet. Sansningen omkring kvælning blev synligt, da moren undervejs i behandlingen, ammede ham, og netop da han gylpede, lagde hun ham hurtigt ned, så han kunne beholde det i sig. En helt uskyldig og velmenende reaktion, men for Oliver føltes det som at blive kvalt.

“Kan en reaktion på traume være at sove meget?”

Kan en lille baby virkelig reagere på sådan et hændelsesforløb, og reaktionen er at sove meget? JA! Babyen kan jo ikke flygte fra hændelsen. Det er i det, og sanser alle de følelser og energier, der strømmer ud fra og gennem familien, men kan ikke flygte fra det. Det er ikke selve hændelsen, der afgør, om det sætter sig som et traume i nervesystemet. Det er reaktionerne omkring det lille barn. Det lille barn har behov for at blive mødt, hørt og set på sine signaler. Det skaber tillid, afstresser nervesystemet, og danner sunde neurale stier. Læs gerne mere her om traumer.

Familien kom tidligt i forløbet. Oliver fik muligheden for at slippe et “usynligt” traume i hans nervesystem. Det kræver træning i at sanse de dybere lag i barnets nerve- og energisystem. Det kræver, at jeg som behandler kan genkende adfærden og symptomerne i et traume, og kan skabe det rum, barnet har brug for til at slippe og genfinde balancen.

Lia

var født til tiden, vaginalt med den ene arm samtidig med hovedet. Moren kontaktede mig da Lia var meget urolig og sov dårligt. Hun kiggede stort set også kun til højre side, og havde svært ved at spise, når hun lå på den ene side.

Det første indtryk, der mødte mig, var en lille pige med “parraderne oppe”. Hun var fuldstændig i forsvarsposition – 6 uger gammel! Armene flagrede rundt, øjnene vagtsomme med meget lidt kontakt, og en krop, der var anspændt. Ingen tvivl om, at hun havde det svært.

Det var vigtigt for mig, at Lia ikke skulle mærke et pres fra mig. Vi havde tid nok. Så jeg startede blot med at fortælle moren om mine iagttagelser og hørte til fødslen og graviditeten. Lidt efter lidt blev Lia tryg nok til at vise mig energetisk, hvor hun var klar til at arbejde. Det var højre skulder, der var begrænset og det satte sit aftryk på nakkehvirvlerne og musklerne hertil. Kraniekanten var hævet og drillede Nervus Vagus i at få frit løb.

Der var en intens energi i rummet imens Lia stille og rolig forandrede sig. Hun kiggede mere og mere mod venstre nysgerrig på, hvad der var her. Blikket i øjnene blev dybt og intenst. Højre skulder smagte på friheden og kom i højde med venstre, og hun endte med at ligge helt stille og rolig.

Lia klarede det hele på én behandling. Det kan ikke man ikke bruge som udgangspunkt, blot som en inspiration til, hvor meget kroppen kan selv, hvis bare vi ikke forstyrrer processen og bestemmer, hvilken rækkefølge det skal foregå i.

Traume reaktiveres

3 uger senere kontaktede moren mig igen. Lia havde været med i et mindre bil uheld. Hun var urolig igen, spiste dårligt og tog ikke nok på i vægt. Desuden var hun igen begyndt kun at kigge til højre.

Denne gang var Lia forberedt på mødet med mig, og hun gik i gang med det samme, jeg lagde hænderne på hende. En meget kraftig kvalme viste sig, og hele fordøjelses systemet var fuldstændig spændt op. Det tog tid for Lia at bearbejde den forstyrrelse, der var skabt i hende. Men netop som der kom ro på, viste hun et total opspændt kranie. I fagsprog var hendes Falx Cerebri én stor flitsbue og mærkedes som en gigantisk migræne.

Det krævede stor koncentration og intenst nærvær at mærke de skift, der skete her, men det er absolut det hele værd, når man oplever en baby slippe sit traume, sin smerte, her sin rynke i panden og ser på livet med taknemmelighed igen.

Men kan et mindre bil uheld, et mindre bump, skabe et traume? Igen, det er ikke størrelsen på hændelsen, der afgør om det bliver et traume i den enkelte. Lia er et meget sanserigt barn, og for hende var det nok. Læse evt. mere om traumer her.